Hvem er jeg?
Lollik i hjertet – udvikling, pragmatisme og ansvarlighed – hjertet til venstre
Jeg er Lollik i hjertet. Jeg har boet det meste af mit liv i Nakskov, og her bor Brian og jeg, med vores 3 drenge og 2 hunde.


Politik har fulgt mig siden jeg var helt ung. I 2003 meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet, fordi partiet for mig repræsenterer den rigtige blanding af hjerte, ansvar og jordnær fornuft.
Det handler om at tage ansvar for hinanden – og finde løsninger, der virker i virkeligheden.
Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg gerne vil bidrage dér, hvor jeg bor.
Mine år som ergoterapeut, tillidsrepræsentant og leder – først i Lolland og siden i Næstved Kommune – har givet mig et solidt indblik i, hvordan hverdagen ser ud både for borgere og medarbejdere i kommunen.
Jeg ved, hvor skoen trykker i ældreplejen, hvor svært det kan være at få arbejde og familieliv til at hænge sammen, og hvor meget der bliver strakt for at få hjælpen til at række.
Jeg drømmer om et Lolland, hvor unge kan finde arbejde og få lyst til at vende hjem efter endt uddannelse.
Hvis vi bliver lidt flere, kan vi også styrke vores fællesskaber – fylde daginstitutioner, skoler og sportsklubber – og få de kommunale midler til at række lidt længere.
Ældreområdet står foran store forandringer med den nye ældrelov.
Det er et vigtigt område, som berører os alle på et tidspunkt i livet, og jeg vil arbejde for, at omstillingen bliver tryg og meningsfuld – både for borgere og medarbejdere.
Jeg tror på fællesskabets kraft. Hvis vi kan skabe rum, hvor mennesker mødes på tværs af alder, fag og bygrænser – for eksempel i medborgerhuse – kan vi løfte opgaver, som vi ellers ikke kunne klare alene.
Jeg er ny i det politiske arbejde, men jeg brænder for at gøre en forskel.
Jeg lover at lytte, være nysgerrig og tage dialogen – uanset om vi er enige eller ej. Så tag endelig fat i mig, hvis du har noget på hjerte.
Tak fordi du læser med.

